– Trivsel smitter.
Sådan lød et af Maria Tønnersens bullet points til Sensios inspirationsdag, hvor repræsentanter fra kommuner og plejehjem var samlet for at blive klogere på, hvordan velfærdteknologi kan hjælpe til mere omsorg på plejehjem. Maria Tønnersen er uddannet sygeplejerske, medejer af konsulentvirksomheden Mapia ApS og underviser og rådgiver plejepersonale og kommuner i det gode liv med demens.
Når hun siger, at trivsel smitter, mener hun, at dårlig trivsel i organisationen påvirker i alle led. I en hverdag med travlhed og til tider manglende ressourcer kan det påvirke hele arbejdspladsen og skabe et dårligt arbejdsmiljø. Og et miljø, der er dårligt for medarbejderne, overføres til sidste led. Borgeren.
Vil du modtage de seneste nyheder fra Sensio? Tilmeld dig Sensios nyhedsbrev!
Omdrejningspunktet for hendes oplæg er personcentreret omsorg. En filosofi, de fleste plejehjem efterhånden kender til og arbejder ud fra, som går ud på at anerkende og værdsætte det enkelte menneske som unik og med ret til selvbestemmelse. Altså er personen med demens i centrum – ikke sygdommen.
– Det handler om de oprigtige relationer. Mennesker med demens kan mærke, hvis du ikke kan lide dem, derfor er det vigtig, at plejepersonalet har interesse i at lære den enkelte borger at kende, siger Maria Tønnersen.
Hun ser ikke udadreagerende adfærd som problemer, men som reaktion på noget, borgeren ikke selv kan sætte ord på, og som plejepersonalet skal handle ud fra.
– Du skal altid se en borgers adfærd som kommunikation. Bliver borgeren vred, afvisende eller udadreagerende skal du spørge dig selv: Hvorfor reagerer han eller hun på den måde? siger Maria Tønnersen.
En af deltagerne spørger til, hvordan man kan håndtere uforståelig adfærd, som kommer af angst og uro. Her svarer Maria Tønnersen kort og præcist:
– Brug velfærdteknologi som et af redskaberne til at forebygge uforståelig adfærd.
Maria Tønnersen understreger dog, at velfærdsteknologi ikke kan stå alene, og at det kræver høj faglighed og viden om personcentreret omsorg at håndtere uforståelig adfærd på plejehjem.
Derfor haster det med at indføre velfærdsteknologi i ældreplejen
Ifølge Maria Tønnersen er det altså personalet, der skaber det gode liv for borgeren på et plejehjem, men velfærdteknologi kan være personalets redskab, som kan øge trygheden. Teknologien gør det også nemmere for personalet at planlægge sin hverdag og træffe de gode beslutninger til gavn for borgeren. På den måde føler personalet sig mere tilstrækkelig, og det kan dermed skabe et bedre arbejdsmiljø med mindre stress.
Én ting Maria Tønnersen især slår et slag for, som plejepersonale og velfærdteknologi skal arbejde mod i fællesskab:
– Det skal være lækkert at blive gammel.